Digte og remser

   Af kendte og ukendte

Den Naive
   
 Bondepige! lille Bondepige! 
 Kjender du Cytheres kjælne Hytter? 
 Skal vi os derhen i Aften snige? 
 Dunkelt Løv for Storm og Regn beskytter. 
   
»Hvad skal dette hedensk' Kram vel sige, 
 Som du veed jeg slettes ikke skjøtter? 
 Ind af Vindvet til mig kan du stige; 
 Der paa dig, min Kjæreste! jeg lytter.« 
   
 Nytaarsnyet brænder over Skoven! 
 Bondepige! lille Bondepige! 
 Skal vor søde Fryd da aldrig falme? 
   
 »Tys, min Kjærest! Her er Psalmebogen. 
 Lad nu Bladet os vor Lykke sige — 
 Ja, min Tro! det er en Brudepsalme!« 

Emil Aarestrup

Af disse Kvaler har jeg faaet Krop — 
    Som Kattene skal faa et Steds paa Landet, 
    I Lombardiet vist, af Drikkevandet; 
    Min Bug har under Hagen skudt sig op. 
 
Mod Himlen Skægget — bag ud Haarets Top! 
    Mit Bryst er hæsligt som Harpyiens dannet, 
    Og Farvedryp har i mit Ansigt blandet 
    Et pragtfuldt Mosaik ved Penslens Hop. 

 Hvor Maven sad, nu sidder mine Lænder, 
   Min Ryg til Kontravægt har faaet Bagen, 
    Og halvvejs blindet vakler jeg afsted. 
 
 Bag paa min krumme Ryg sig Huden spænder, 
    Men fortil slap den slasker som et Lagen, 
    En syrisk Bue kan jeg ligned ved.
   Min Tanke er af Led, 
    Min Dømmekraft mig mer ej Bistand yder, 
    Thi slet med krumme Pusterør man skyder. 
          Giovanni, dig jeg byder, 
    At Værkets Sag og min blandt Folk du taler — 
    Her gik det ilde, selv om jeg var Maler. 

Johannes Dam

Kong Kristian den ottende
(Januar 1848)

 Hiin stille Sommeraftenstund 
 Gaaer som en Aand forbi, 
 Da dybt det klang i Skovens Grund: 
 „Velkommen til Din Ungdomslund!“ 
 Hist ved Dit Sorgenfri. 
   
 Det aabner nu sin nøgne Favn, 
 Men kold og hvid som Du, 
 Og huser Hjertesorg og Savn 
 Og spotter høit sit eget Navn 
 Og mindes før og — nu. — — 
   
 Os Meget gav Din rige Aand, 
 Nu staae vi ved Dit Leer 
 Og stirre som ved Tryllebaand 
 Bestandig paa Din høire Haand, 
 Og vente endnu Meer. 
   
 Det er, som om den Haand, der gav 
 Saa kongelig og huld, 
 Vil ikke stædes til sin Grav, 
 Før den har stillet Hjertets Krav 
Og skjænket alt sit Guld. 
   
 Det er, som hviskedes i Løn 
 Igjen ved Balders Strand 
 Et helligt Ord, en venlig Bøn 
 Imellem Faderen og Søn, 
 Før Baalet tændes an. 
   
 Men det er, Odin, Dig, som gaaer 
 Og skjænker ham Din Høst. — 
 Du bygger paa hans Manddomsaar, 
 Og veed, at Balders Hjerte slaaer 
 Med Godhed i hans Bryst. 
   
 Selv stiger Du ved Rotas Spyd 
 Bort fra den dunkle Jord, 
 Du hører Sang til Harpers Lyd: 
 „Velkommen til — Valhallas Fryd!“ 
 Og — dybe Suk fra Nord! 

Ludvig Bødtcher


 

* Tilbage * Menu *